Bretagne 2023

Dag  7-17.  17.juli - 26. juli

Mellem stationer i Paris

Taskerne har været pakket hele natten. De virker fint afpassede, rigelig plads til overs. Men det frister til lige at snuppe lidt ekstra med. Vi bliver sendt pænt af sted af Bent og Charlotte, Bent med banjo. Vi sidder i kystbanen og føler virkelig at nu er vi af sted på et eventyr. På hovedbanen oplever vi første gang den frustration det giver ikke at vide, hvilken perron vi skal af fra, og hvor på perronen vores vogn vil holde. Der er også store udfordringer med at få bagage og cykler anbragt, pladserne er hurtigt optaget. Egentlig er selv rejsen gennem det danske landskab også lidt ensformig.

Men vi kommer godt til Hamborg, har et par timer til næste tog, bagagen anbragt, en kop kaffe på Backwerk, Cykeltur til Binnenalster, et lille måltid, eventyret er genoplivet. Sidder i god tid  på den rigtige perron, men uden oplysninger om hvor vores vogn skal holde. Et vældigt leben på vores bænk og kontakt med dem der ellers sidder der. Et kvarters forsinkelse. Da toget endelig kører til perron mangler vores vogn. Vi bliver sendt hen i en vogn på første klasse med besked om, at der ikke er en sovekupe til os. Der er heldigvis god plads til at sove på bænkene og har indstillet os på det, sammen med en hel del andre i vores situation. Men efter et par timer uden egentlig søvn bliver vi diskret vinket hen til en anden vogn, hvor de har fundet et par køjer til os i hver sin kupe, hvor makkeren allerede sover godt. På det godtgørelsesbevis står der "nedgradering til 1. klasse". Så kan vi få halvdelen af sovevognsprisen (som er 700 pr seng) refunderet. Det finder vi ikke særligt large.

Vi sover uroligt. Bliver ikke (som lovet) vækket, men vågner heldigvis selv og gør os klar, får endda serveret en portion morgenmad. Kl 6.27 står vi af i Offenburg, hvor der er god tid til at skifte til toget til Paris, men også her mangelfulde oplysninger om hvor vi skal stå for at komme i vores vogn. Vel om bord, efter anstrengelserne for at få anbragt vores sager bliver vores billetter inspiceret af en ung nævenyttig togdame. Der er en fejl i udfyldningen, som skal koste os 50 euro. Det snakker vi os heldigvis fra, uden at skrue op for hverken charme eller harme. Det er et CGV tog, vi observerer 310 km/t. Rettidig ankomst til Gare de l'Est og vi kaster os straks  ud på cykelturen til Gare de Montparnasse. Det glider, vi finder ud af systemet, men vi skal være meget opmærksomme, især ift andre cyklister. Der er ikke egentlige cykelstier, men markerede dele af kørebanen, ad lange stræk med begge trafikretning grænsende op til hinanden. Det tager tre kvarter og vi har god tid til at få en kop kaffe på banegården og orientere os om perronforholdene. En ældre cykelinteresseret herre noterer sig med tilfredshed vores Brompton cykler og vi får en snak med ham om hans liv med cykler. Han er skeptisk ift Bretoner og lidt lige glad med Tour de France. Toget til Nantes er også TGV. Vi er lidt stressede over at vi ikke skal af på endestationen, kan vi nå at komme af med vores grej. Vi optimerer ved at fylde i det meget snævre område ved døren, tingene placeret strategisk. Men det går selvfølgelig som det skal.

Fremme i Nantes går det smertefrit med at finde hen til biludlejningen, lige i rette tid kl 15.Afslappet og grundig overlevering.

Vi har kommunikeret med Frits og Kirsten og bestemt os for at køre direkte til deres havn, Port du Crouesti. Det tager et par timer. Vi parkerer på havnens parkeringsplads og møder dem til en drink på Hannah. Det bliver også til et måltid, da det er for sent og vi er for trætte til at spise på havnens bedste restaurant Le Cargo. Vi aftaler at tage den næste aften. Vi kan bruge deres kode til havnens bad, og det benytter vi os af. Den første natmed opgrejning går også helt smertefrit.

F&K har været af sted meget længe. Vi har kunnet følge dem og har længe vist at de skulle sejle ved Bretagne, og har skrevet med dem at det da kunne være sjovt hvis vi kunne få det til at passe. Men det er først for et par dage siden at vi opdagede at de lige præcis lå sådan at vi kunne møde dem, altså hvis de lige sejlede hen til en anden havn, hvor vi kunne parkere og det gjorde de så.

De er et par langtursejlere, som hjemme fra i lange perioder. Vi har også mødt dem på Jakobsö og haft mange muntre stunder med dem der. De er et par rigtig fine og sjove venner, som det er meget udbytterigt at være i selskab med.

Vi vågner tidligt ved de mange havneaktiviteter, pakning af både og søsætning på rampen lige ved siden af bilen. Der er gode muligheder for at skaffe forsyninger i det meget nærliggende og velforsynede supermarked. Vi tager på en cykeltur sammen med F&K til den lille by rundt om havnen, som er meget livlig og videre til stranden og bader og for set by og landskab. Bestiller tid på restauranten (Le Cargo), og får en øl på deres balkon inden vi cykler hjem og skifter til fest. Vi tager menuen med østers som forret. Alt godt fra havet, kuller, rejer mm.

Nu trænger jeg også til en løbetur, kysten rundt til Port Malabo, flot, flot tur med panoramaer over golfen og øerne uden for den. (Rute) F&K kommer forbi og siger farvel og vi siger tak for den fine modtagelse og det dejlige selskab.

Det er bastille dag, og spørgsmålet er hvor der vil være et flot et at se på. Måske i Ploërmel, hvor der er en velegnet serviceret parkeringsplads i udkanten af byen. Først skal vi dog lige opleve Vannes, som er meget berømmet for sin historiske bymidte og viser sig endda at være en havneby i kraft af en lang kanal ind til centrum. Vi får en god spadseretur langs havnen til centrum, hvor vi slapper af med en kop the på en rigtig therestaurant. Senere kigger vi i de små snævre gader og tager en frokost på en meget lille en af dem. Vi sidder nærmest i vinduet og det trækker lidt for meget. Men dejlig tun tatar til mig og en gang grillet gedeost til Stina.

Den udpegede parkeringsplads viser sig at være for ussel og øde og det begynder at øse ned. Vi vil hellere til den nærliggende campingplads, så pyt med fyrværkeriet. Vi ankommer stadig i øsende regn, men kan lide sted som ligger ved en sø, Lac de Duc. Den allersidst plads! I det fjerneste hjørne, men her er der fredeligt og vi har direkte udsigt til søen. Her kan vi lige slappe lidt af. På en strejftur opdager jeg at der skal være bål og bal lige ved siden af campingpladsen, med tribune, galletter, øl og fyrværkere, det er brandkorpsets fest. Det tager vi med. Der er god stemning, gode galletter med pølse og masser af glade mennesker. Det viser sig så at det faktisk er selve bastille festen for Ploërmel, så derfor så mange deltagere. Og fyrværkeriet er formidabelt. Festen fortsætter efter at vi er gået til køjs og det kan vi godt høre.

I dag skal vi møde familien i Mont Saint Michel. Rikke har fundet en egnet parkeringsplads. De vil først være fremme ved 21 tiden, så vi bestemmer os for at komme i god tid for at få to pladser. Vi er der kl 16, der holder et par mobiles allerede, men der er to til os. Og vi spærrer en med vores cykler. Det er en lille by, Beaulieu, med egen kirke (bimle, bimle).

På vejen har vi fået et glas vin og en kop kaffe på en bar i den lidt større by Méen, hvor vi også har købt en ordentlig kage og nogle quisher, så vi kan føde familien når de trætte dukker op.

I nærheden af parkeringspladsen er der Alligator Bay, og det kan jeg ikke stå for, og så giver det jo også lidt motion at vandre dertil.

Der er også nogle kilometer væk en gård med gårdbutik og den giver også chancen for en lille bjergetape, men har desværre lukket. På vejen er der en flot mølle som jeg kan komme op i. Den er i fuld gang og jeg kunne nøje følge mekanikken.Den vandrette aksel drejet af vingen og den lodrette aksel til drejning af møllehjulet.

Gensynsglæden er formidabel. Quicherne glider ned og kagen gør lykke

Der er en bager i cykelafstand, og vi mangler brød. Ved siden af bageren er der en tabac, hvor jeg kan få en espresso og benytte toilettet, en af den slags aktiviteter som kræver lidt planlægning og gør en omvej fortjent.

Så skal turen planlægges. Vi finder frem til en metode, som vi med stor succes bruger resten af turen. Alle fremsætter deres ønsker og Rikke lægger en rute, som vi får meddelt via Google maps. Som regel er der proppet et par fyrtårne ind, som Rikke har fundet. Der er også forberedt mulige parkeringspladser og servicesteder til vand, diesel, tømning og indkøb.

Første mål har Rikke fundet ved hjælp af Google maps liste over seværdigheder. Det er Sankt Annes kapel, som ligger ved kysten med en fin parkeringsplads. Men hvorfor dog køre ad den nemme hovedrute, når der findes et alternativ som er lidt kortere, og måske også havde været hurtigere på motorcykel. Men vi ender altså ude på Lars Tyndskids marker. Det er flot og spændende og lidt urovækkende ind i mellem. En tur jeg selv vi have ønsket men aldrig havde turdet foreslå.

Men kapellet, som er lukket, ligger fint og vi får en lille vandretur. Storm og  jeg tager vores egen sti og finder sjove planter og dyr.

Næste punkt: Pointe du Grouin. Det er et højt beliggende udsigtspunkt på en klippetop. Man må klavre sig op til det. Udsigten indbefatter Jersey og en lille klippeø nedenfor og et fyr noget langt ude. Man kan lige skimte det, men det er dog muligt at tage et lidt groft billede af det. Et rigtigt turiststed med butik og restaurant. Jeg køber en ny udgave af Michelin.

Programmets hovedpunkt er Saint Malo, som vi anduver via en frapperende vej langs kysten og et stop ved en tømningscentral. En tur gennem byen i cirkel giver ingen mulige parkeringspladser. Vi forsøger forgæves et par andre muligheder ved havnen og lander til sidst på en plads ved et fort. Her bliver vi snart jaget væk. Så nu går den vilde jagt. Vi kører ned til den lange strand i St Lunaire. Det er en blindgyde i egentligste forstand, ikke en gang en mulighed for at vende. Troels må bakke deres store skrummel adskillige hundrede meter på en vej med et spor i et mylder af biler og fodgængere. Det lykkes lidt mirakuløst. Vi finder en plads langs hovedvejen. Her stopper vi mens vi sunder os. Vi går op i byen for at finde et creperie. Der er ikke noget åbent. Byens huse er store og meget dekorative, rent Harry Potter. Det regner. Vi søger på strandcafeen og på hovedgaden under små udhæng. Vi afventer åbningen af et creperie, vi har udset. Da det endelig åbner er der totalt booket. Så finder vi en italiensk restaurant, La Paparazzi, som viser sig at være vældig velegnet, (med fine toiletter!). Jeg får en gang kammuslinger, uhm. Der er også pizza og pasta og andet lokalt, noget for enhver smag.

På den igen. Ad kringlede veje forbi noget, som skulle kunne bruges. Uden held. Så skimter Rikke en P-plads langs vejen. "Ind her", nu skal det være.  Her holder allerede et par mobilehomes, og det viser sig at være et glimrende sted. Lige ved en strand, som det dog er for besværligt at komme til, men udsigten er jo fin og der er ikke for meget larm fra vejen.

Vi skal handle, så snart det næste supermarked åbner. Altså tidlig afgang, afsted halv ni.

Derefter gælder det fyret på cap Fréhel. Vore veje skilles for en stund, da vi ikke er opmærksomme da familien drejer af, men vi mødes igen ved fyret efter en lille pause hvor familien har været omkring Fort LaLatte. Jeg skynder mig op til fyret og tager toppen to gange, nu jeg har betalt 5 euro. Formidabelt panorama. Op til fyret er der bugnende, stålende blomstermarker. Familien tager også toppen af tårnet. Stina nøjes med at beundre markerne. Det kan så være nok for i dag, og vi enes om at køre til en velbeliggende campingplads, hvor vi holder lidt fra af hinanden på grund af placeringen af el-standerne. En cykeltur til stranden, hvor der er højvande, indbringer mig et sår på skinnebenet ved spark på en godt gemt stålpæl. Det må så plastres til. Vi tager grillen op til et fælleshus og får grillede pølser, meget gode. Og eftermiddagsdrink har vi selvfølgelig også fået.

Vores naboer har i øvrigt budt os velkommen ved for fuldt drøn at spille Rammstein. Vi er jo på tyske plader.

Højvande, svært at finde en strand til morgenbad, til gengæld er der rundtur.

Dagens mål skal omfatte Cap Brehat, hvor der muligvis er en god campingplads og i hvert fald en mægtig udsigt, vi kører dertil uden omsvøb, næsten, vi skal lige finde en bager i Paimpol, hvilket lykkes med lidt frækhed og lidt held. På en af de meget smalle gader gennem centrum. Vi kan ikke finde passende parkering ved Cap Brehat, men nyder udsigten og fortsætter til en lille havn, Port du Loguivy de la Mer, som vi kommer til ad en kringlet, udfordrende og spændende nedkørsel.

Her er ideel parkeringsmulighed på havnepladsen, inklusive toiletter. Det frister til et lille ophold. Men pladsen er så fint at vi bestemmer os for at gøre den til nattesæde.

Dermed får vi en lang afslappet dag. Med badning (videoen) efter vandring over den vandfri strandbund, det er ebbe, det er udfordrende, men det går, Storm, Nico, Stina og jeg. Et par små sår fra de knivskarpe klipper.

Der er en butik oppe i byen og en lille bar, og der får Stina og jeg et par spændende øl (billede). Der er også creperie på havnen, som serverer cidre og søde crepes.

Vi holder parkeret lige under kirken, som bimler hver time indtil kl. 10.

Vi kan studere hvordan tidevandet tømmer og fylder havnen. Et skilt oplyser, at der er en forskel på 7-8 meter mellem højeste og laveste vandstand. Le coefficient.

Dejlig lang udfordrende, udforskende cykeltur rundt i det ret kuperede terræn, med mange (ufrivillige) vildspor.  (Rute)

Endemålet er Tina, 170 km at køre. Og Perroz-Guirec og klipperne ved Ploumanach er et must. Det bliver en lang køredag.

Vi parkerer ved lystbådehavnen inden Perroz med marked. Og kaffebar med toilet. Der er ingen bekvemme parkeringer i selve Perroz, så det må vi droppe. Efter en par resultatløse forsøg på at komme til en strand ender vi på Plage Tregastel, hvor der er mulighed for en dukkert og lidt minder om de flotte klipper, som Stina og jeg husker så godt. Frokost på en italiensk restaurant La Voile i La Trébeurden. Og så skal der køres, der er 107 km og vi er en time forsinket og må meddele Tina det. Hun sukker, har allerede åbnet alle 48 østers, selv om hun havde klaget over sin dårlige skulder og sikret sig at vi kunne hjælpe til. Vi har i forvejen fortalt hende at der kun er to af os der er østersspisere!

Men de bliver spist alle sammen af os tre! Der er chorizo og melon og chips og andre godter til det øvrige selskab.

Vi føler os øjeblikkeligt overdådigt modtaget og er meget tilfredse.

Så går turen til Paella middag hos en af Tinas venner, som har en kæmpe pande og har indbudt tyve naboer. Det er en månedligt tilbagevendende fælles spisning, som går på tur. Meget gemytligt på trods af de sproglige udfordringer. Aperitiffer, herunder sødet øl. Det tager lang tid at koge en paella, men den har det hele, kylling, muslinger, rejer (billedet). Der er også to unge, som Storm og Nicholai kan spille Uno med og det optager dem meget.

Flot morgenmad med overdådige kager og galetter. Dagens første tur går til Le Pont de Diable, hvor vi tydeligt kan følge forandringerne i tidevandet. Tina kører med for at vise vej og for at fortælle sagnet om mølleren som byggede broen i pagt med djævelen. Hun kører hjem for at tilberede middagen, som er torsk i bladruller. Desserten bliver indtaget på et creperi, La Route des Phares, helt ude ved vandet. Formidabelt. Alle smovser. Nogle af os i Tinas favorit. Hun får sig også forhandlet til nogle små godter, som de ellers ikke fører længere, til aftenkaffen. Beser fiskeforretningen, der har de dyre snegle.

Så går turen til færgehavnen i Aber Vrach. På vej dertil er der et fint udsigtspunkt, hvor vi (til Tinas forbløffelse) bliver venligt behandlet af et par politibetjent, som endda tilbyder at de laver et fællesbillede.

Færgeturen på en halv time går til fyret på Ile de Vierge. Her kan vi (for 9 euro ekstra) komme op til toppen og nyde udsigten. Der er 392 trin op, tårnet er 83 meter højt, og er dermed Europas højeste fyr.

På hjemvejen viser det sig besværligt at finde en tank, som har åbent, men med lidt stædighed lykkes det.

Og så er der endnu et festmåltid lavet på edderkopper, en svineudskæring, som ikke er særlig kendt. Den gør lykke hele vejen rundt. Og et glas god rom fra Gouadaloupe til kaffen. Og ikke for sent i seng, alle er trætte, også Tina.

Cykeltur til stranden i Lilia, ved det fine creperi fra i går og dukkert. (Rute)

Vi får sagt pænt farvel og er on the road again. Der skal lige køres nogle fyrtårn i dag.

Kaffe på en strandbar, l'Ocean, i Landunvez.

Første fyr, Kermovan, er på den lille halvø nord for le Conquet. Fin asfaltvej fra parkeringspladsen, velegnet til Stinas cykel. Der er også en fodsti op over bakkerne, som jeg tager. Fyret ligger ret flot, er imponerende, men der er middagslukket for fyrbestigere. Det er fastlands-Frankrigs vestligste punkt.

Ved parkeringspladsen er der en grandios udsigt til en lækker strand og mulighed for at spise vores medbragte mad.

Friske igen tager vi fyret Saint Mathieu. på den yderste sydvestlige pynt af Bresthalvøen. Her er et par ekstra tårne og en ruin af en stor kirke, som engang også tjente som fyrtårn.

Efter et raid på et supermarked er der flere fyr: La Phare de Petit Minou ligger også så tilpas langt fra og langt oppe at det er smart at bruge cyklen.

Så skal der findes nattesæde. Vi tager turen gennem Brest centrum, udfordrende at holde forbindelsen mellem de to biler gennem de mange trafiklys. Og myldretidstrafik. På havnen er der ideelt til vores formål, når vi skubber lidt til afspærringerne. Og et vældigt havneliv, herunder en hel del lystfiskere. Vi holder helt ud til den kaj, hvor der ligger store sejlskibe, nogle af dem kommer og går. Af faciliteter er der kun en vandpost.

Der er købt ind til et kæmpe rejegilde.

Det bliver en meget larmende nat, med unge som skruer op for deres lydanlæg.

Det har været en forstyrret nat. Vi skal af sted for at få kaffe og skide. Der går en times tid inden vi finder en strand med toilet og mulighed for et dyp. Toiletterne er under rengøring, men ikke lækre af den grund.

Videre gennem hele Douarnenez by, ned langs floden, hvor der er liv og en lille restaurant, kaffe og ostecrepe. Et forsøg på at finde et fyr virker heller ikke efter hensigten, så vi kommer ved en navigationsfejl ud til et  paradis for surfere. Det lykkes at finde først en fungerende servicestation med tømning og bagefter det imposante Eckmühl fyr.

Tid for supermarked og kort efter scorer vi en virkelig fin strand ved badebyen Guilvinec. God plads, ro og 10 meter til vandkanten hen over en lav klit. Ideelt til en dukkert og en eftermiddags aperitif.

Jeg har ønsket, foreslået og agiteret for at vi skal se kunstmuseet i Pont Aven, hvor der er billeder fra den kunstnerkoloni som på Gaugins initiativ blev etableret her omkrig 1880. Det er moderniseret for få år siden. Der er bøvl med at finde en passende parkering (betaling!), så er noget af en vej til museet. Museet falder ikke i alles smag, vi kan ikke finde de lovede Gauginer men både Storm og jeg er ret begejstrede. Og ingen cafe, men lige ved siden af er der en kaffebar, som med lidt møje skaffer plads til os lidt afsides. På tilbagevejen til bilen øser det ned.

Med kun et enkelt stop ved et supermarked går det direkte mod Quiberon. Lige før dæmningen til halvøen finder vi (altså Rikke) en serviceplads med el (betaling). Den ligger fint med udsigt til et landskab, som skiftevis er en havbugt og en strandeng. Det regner og blæser (billedet).

Vi opdager at F&K er på vej til St Nazaire og vi forhører os om deres planer og fortæller at vi muligvis kan kigge forbi.

Vi starter med rundtur på Quiberon. Formidabel kystvej, Den vilde Kyst (Cote Sauvage). Morgenkaffe og  morgenlokum. Vi finder (med lidt drilleri) vejen til Carnac, men inden vi når dertil er der smæk for skillingen. Sammenstød af to vindspejl. Forhandling og afklaring. Det hæver stressniveauet så der er ikke overskud til at notere de store stenfelter, som vi egentlig er kommet for at se. En rigtig turistfælde, som vi pligtskyldigt vandrer lidt rundt i. Lang tur forbi Vannes. Et sidste hyggeligt fyrtårn (billedet) giver dejlig pause ved en lille lokal bar med kaffe og crepes. Rikke har flere kandidater til overnatning, men vi skal besigtige adskillelige af dem, før vi finder en brugelig, en plads med el. Og en parkeret kyllingebar, ellers ikke andre, lidt øde. Det er kort vej til stranden, men blæsten er ganske hård, der er ikke gode badeforhold. Vi må parkere Cali med snuden i vinden, som kommer fra vandet.

Målet er Cordemais, hvor vi har set at F&K har lagt til på en biflod til Loire. Vi har kommunikeret med dem om muligvis at kigge forbi.

Familien er tidligt af sted for at finde et værksted i Nantes, hvor de kan få repareret vindspejlet. Vi har udset os en camping plads, men der er ikke åbent endnu og da vi forlader den ryger vi lige ind i F&K , der kommer cyklende. De anbefaler havneparkeringen. Vi kigger på den og synes om den.

Familien har fået klaret reparationen hurtigt (og billigt) og ankommer et kvarter efter os. Vi mødes alle, inkl. F&K til kaffe på byens torv, hvor der er en bager med ypperlige croissanter.

Ellers står den på rengøring af bilen og pakning af taskerne. Der bliver fejet og vasket af og pakket sammen.

På en eftermiddagstur til bageren køberer vi overdådige kager og finder et lille kunstgalleri, hvor der serveres kaffe. Vi spiser et par af kagerne til den. Så dukker F&K op i butikken. Verden er lille. Familien ringer at nu vil de gerne videre. Vi aftaler at afslutte aftenen på Hannah og skynder os tilbage til bilen for at tage afsked og for at pakke de ting, som vi gerne vil have dem til at tage med for os.

F&K serverer aperitif og giver en middag, fin snak og solnedgang.

Tidligt op. Der skal tømmes og renses lokum og sengetøjet skal pakkes. Vi vil gerne være ved afleveringsstedet kl 9. Der er 30 km og vi skal tanke. Det går næsten efter planerne, vejarbejde, bøvlet forretningsgang ved tanken. Det går nemt og hurtigt med at tømme bilen og få den godkendt. Vi efterlader vores fint matchende tissespand til kommende kunder. Cykelturen går planmæssigt, lidt vrøvl med at kommunikere med frk Google. Vi har god tid til at hvile ud og drikke kaffe på stationen og får (allernådigst) lov at bruge elevatoren til perronen uden at klappe cyklerne sammen. Men bøvl med at stå det rigtige sted på  perronen. Dejligt at kunne forlade toget som de sidste på endestationen.

En kaffe på cafeen over for Montparnasse stationen. Planmæssig cykeltur til hotellet. Vi har dog valgt den brostensbelagte rumlerute, så på store strækninger vælger vi at køre på det tætpakkede fortov, men det er jo bare sjovt. Lidt diskussion med receptionen om der nu også er betalt for værelset udskydes til om morgenen. Værelset er rummeligt og fint, men vi har problemer med varme/ventilation. Her er for koldt. Udsigten er til en lille baggård, men det giver jo dejlig ro.

Et glas vin lige om hjørnet, og så er der kun en kort spadseretur til Julien. Hvis ikke frk Google igen ville drille. Turen bliver for lang. Og så er der da vi endelig når frem en lang kø uden for. Den tager vi med. Julien er som den plejer, bortset fra betjeningen og maden, der er en ny ejer. Vi er nok lidt skuffede. Tilbage på værelset får vi endelig styr på ventilationen og får et dejligt bad. Og finder dokumentation for betalingen.

Vågner kl 6. Toget har afgang 7:20.

En kop kaffe og en croissant.Toget går om 40 minutter. Google siger at cykleturen tager 7 minutter.

Nu ved jeg at jeg skal være forsigtig med frk Google. Alligevel går det helt galt. Jeg fører os i den modsatte retning. Til sidst spørger Stina forbipasserende om hvor stationen er  og de peger. Dette gentager sig nogle gange, indtil vi pludselig kan se stationen skråt op ad en gade. Men da vi når den er det Gare du Nord. Der er nu kun tyve minutter til toget har afgang. Gode råd er dyre. Vi får hurtigt pakket al vores grej sammen og ind i en taxa og når den rigtige station fem minutter efter. Vi spæner og når sporet fem minutter i afgang. Vi skal finde vogn 15. Vi er ved vogn 1. Vi løber, cykler også lidt. Den sidste vogn er nr 8. Der er to tog, vi skal med det, der holder yderst og i dettes yderste vogn. To minutter i afgang har vi fået bakset al grej ind hulter til bulter. Da vi sætter os i sædet, sætter toget i gang præcist kl 7:20. Stina udstøder et meget dybt suk, en blanding af lettelse, fortvivlelse, ærgrelse og unævnelige følelser.

Herefter går det glat. Vi skal skifte i Mannheim, og det er der heldigvis beregnet 14 minutter til. I Strassbourg venter toget på passagerer fra et andet tog. Det giver en forsinkelse på 10 minutter. Vi er derfor lidt nervøse, men bliver beroligede ved at få at vide at forbindelsen vil holde på det modsatte spor af perronen. Men de vil dog ikke garantere noget.

Det går dog fint, forbindelsen venter. Og det bliver den så ved med. Nogen har "uden autorisation været i kontakt med nødbremse systemet". Det er uklart hvornår vi vil komme afsted. Efter hånden bliver det præciseret til en times forsinkelse. Så bliver toget helt aflyst. Men pludselig er vi alligevel af sted med en forsinkelse på 79 minutter, hvilket vil gøre det umuligt for os at nå vores forbindelse i Hamborg.

Det lykkes mig i andet forsøg på mobilen at komme igennem til DSB udland. En sød dame ringer op og får ordnet pladsbilletter til den næste forbindelse, to timer senere i Hamborg. Jeg er langt væk fra vores pladser og må drøne igennem toget for at komme tilbage og notere et reservations nummer. Hun følger mig roligt i røret, også mens jeg stønnende drøner gennem toget, forbi vores plads, hvor Stina undrende kan se mig fare forbi. Til sidst er jeg helt fremme i spisevognen, hvor jeg låner en kuglepen og skriver nummeret på en serviet, mens damen i telefonen siger at jeg bare skal tage det roligt. Py ha, py ha. Men nu kan vi så være fortrøstningsfulde og afslappede, og i den tilstand når vi Hamborg, hvor vi skal med S-tog til Altona.

Der er god tid til en kaffe på vores stamcafe, backWERK, på stationen. Mageligt finder vi S-toget. Og afslappede spiser vi ved stationens tyrkiske kebab(billedet) og finder perronen. Der er dog den sædvanlige mangel på information om vognenes placering. Og så hører vi igen danske stemmer.

 Fine pladser, vi har to sæder for os selv med bord imellem.

 Der er selvfølgelig forsinkelser og ekstrastop, og tilmed kører vi bag et tog med stop på alle stationer, og ikke vil lade os komme forbi.

Og der er kun et toilet i hele toget, som fungerer.

Det danske personale skyder skylden på tyskerne. Vi er imidlertid rimeligt trygge ved situationen. Vi når også fint bussen i Fredericia, som har en gemytlig chauffør og er i Slagelse ved midnat, skifter til tog igen og er ved 1 tiden på hovedbanen.

Taxachaufføren er en snakkesalig makedoner som giver os hele sin livshistorie.

Hjemme står der godter fra Erik og Lissen på køkkenbordet.

Det nyder vi og ellers er vi bare glade over at være kommet godt hjem efter en formidabel sommertur.