Rejsebreve fra Skotland

Som vi plejer sender vi (til Gud og hvermand) breve hjem fra vores rejser. Det er en god måde at få styr på oplevelserne og organisere minderne. Undervejs på rejsen bliver der lagt en del korte notitser på Facebook. Men af hensyn til dem af jer, som ikke har jeres gang der regelmæssigt, kommer der så disse resumeer i brevform. Og som sædvanligt kommer de i god tid efter at vi er kommet hjem. Hvis man har lyst til at dykke ned i detaljer, så er der også lavet en mere omfattende (rejsedagbog), som har taget tid fra brevskrivningen.

Brevene kommer med hvert sit tema, og de bliver et for et lagt nedenfor (foreløbig er der to)

Rejsebrev nr 1

Så er vi på farten igen, og igen i en lille husbil, en VW California, igen sammen med familien, Troels, Rikke, Nicholai og Storm, som vi var i Bretagne med forrige sommer. Denne gang blev det Skotland. Det havde Troels og Rikke allerede bestemt da de kom hjem sidste år, og de havde bestilt bilen. Og vi skulle være velkomne til at følge med. Det passede godt med at vi gerne ville genbesøge Skotland, hvor vi havde en uforglemmelig tur i 2015. (Rejsedagbog)

Nogen steder vil man bare gerne tilbage til. Som til Bretagne, hvor vi rejste på rundtur i 1984 i et af Svanholms folkevognsrugbrød. (Billeder)

Men vores alder taget i betragtning er man jo nødt til at vælge, selvom der er mange steder vi mindes med entusiasme. Island, Lapland, Toscana, Andalusien, Provence, Paris, Wien, Prag, Berlin, Hamburg, Nice, Barcelona, New York, Stockholm, Oslo. Listen er længere, men gør det jo klart nok at vi ikke kan nå det hele. Og hvad med vores gentagne rejsemål, Jakobsö, Skærgårdene, Competa, Formentera, Cadiz. De franske floder og kanaler. Eller hvad med Danmark.

Og så er der dilemmaet gentagelse eller fornyelse, det velkendte mod det overraskende, genoplevelsen mod opdagelse. Det gælder om at finde det rigtige mix. 

Det meste er jo i øvrigt overladt til tilfældigheden. Men valget af Skotland var ikke svært. Vi mindes de overdådige landskaber, de mange destillerier, de fantastiske strande og fauna og flora.

Så vi bookede også allerede i september. Så vi har haft noget at glæde os til i lang tid.

Sidst år startede familien i Flensburg og mødte os i Bretagne, hvortil vi var kommet med tog (og cykel!). I år startede familien i London og vi mødtes i Edinburgh.

Hvis I vil vide mere om familien, så henviser jeg til (rejsebrev) nr 4 fra sidste år.

Turen blev ikke kun en genoplevelse. Vi havde jo ikke helt ens tilbøjeligheder og Stina og jeg havde det fint med at få nye impulser. En anden - knap så positiv - forandring var at det hele forekom os meget mere turistificeret end sidst. Da havde vi f. eks. vejene i det nordligste helt for os selv (det var faktisk en hovedkilde til nydelse). Nu var de blevet gjort til "The North Coast 500", en hypet tur langs nordkysten på 500 miles (link), som alle snakkede om. Men den sprang vi heldigvis over. Destilleribesøg er nu i højere grad rettet mod turister, det var ikke muligt at komme på rundvisniing, udsolgt, vi måtte nøjes med smagsprøver og køb af de dyre dråber på flaske. Organiserede bådture på Loch Ness, gav vi dog ikke afkald på og vi nød også at se Ben Nevis fra en gondol. 

Måske skyldtes noget af forskellen sæsonen, denne gang højsæson, forrige gang slutningen af august.

Men de sidste fem dage skiltes vores veje fordi familien skulle køre tilbage til London. Og vi ville faktisk også gerne dyrke nogle af de ting, som vi huskede som højdepunkter. Så vi kørte tilbage til højlandet og blev lige så betaget som forrige gang. Bjergene tårner sig op på begger sider af vejen og de fantastiske panoramaer fra toppene.

I det næste rejsebrev kommer jeg ind på detaljerne i ruten. Her er lige et par billeder (og ak, de gør ikke virkeligheden retfærdighed):

Rejsebrev nr 2

Nogle af jer undrer jer jo over, hvordan vi finder på det, hvordan vi orker det. Det vender jeg tilbage til ved lejlighed.

Her vil jeg fortælle lidt om hvad det er man kan opleve. Det er selve det at rejse, være sammen med og møde mennesker. Og så er der jo det rå grundstof - seværdigheder, turistpræmier og turistfælder. Det var der masser af, måske mere end vi plejer.

Vi var for eksempel på en rundtur på Loch Ness, det ville jeg på forhånd have anset for at være en turistfælde. Det var imidlertid både sjovt og oplysende. Langs et stejlt fjeld med geder, som var efterkommere af geder, som blev sluppet løs efter nedkæmpelsen af jakobitteroprøret i 1746 (mere om det længere fremme) og den følgende undertrykkelse, hvor mange blev tvunget til at forlade deres jord og drage udenlands. 

Flot grafik, så vi løbende kunne følge med i dybde/bundforhold. Og naturligvis seneste nyt om forsøgene på at bestemme uhyret, nu på basis af dna-analyser, som kan identificere alt levende. Seneste teori er at der kan være tale om en form for ål. Men vi så ikke Nessie. Det er fascinerende hvor stor interesse det stadig er genstand for. Vi blev bestyrket i at det er pengene værd at have en god guide.

Inden havde vi kørt i gondol (!) op ad Ben Nevis, Det højeste bjerg på De Britiske Øer. Ikke til toppen, men dog op i skyerne. Det var lidt en trøst for, at jeg i sidste øjeblik havde måttet opgive at vandre til toppen (1345 m) på grund af problemer med en Achillessene.

Jakobitteropstanden blev næsten et tema. Lidt imod mine forventninger var det interessant at blive vist rundt på slagmarken for det slag ved Culloden som var afgørende i jakobitteroprøret og se en veludformet udstilling på det tilknyttede museum. Sjovt at få en sammenfattende og analyserende forklaring på hvad det var med ham der Bonny Prince Charles, som forsøgte at generobre den krone, som hans farfar, Jakob II, var blevet afsat fra (af sine døtre). En blændende guide, med en entusiasme, som man ikke forstår hvordan hun kan mønstre den fem gange om dagen, dag ind og dag ud.

Vi så også fyrtårne og slotte/ruiner, men ikke så mange, det er simpelt hen for turistificeret og i nogle tilfælde var entreen for høj eller vejret for dårligt. Vejret, mere om det ved en anden lejlighed.

Destillerier blev også lidt nedtonet, alt for mange turister, men vi fik nogle gode smagsprøver.

Vi startede turen ved The Kelpies, to 30 meter høje hestehoveder lavet (2013) af stålplader, placeret i nærheden af nogle sluser på en tidligere meget benyttet vandvej, der forbinder bugten Clyde, hvor Glasgow ligger med bugten Forth, hvor Edingburgh ligger. Lidt derfra i Falkirk var der en alternativ afslutning på kanalen ind til Edinburgh med en slusetrappe til at klare en forskel mellem de to kanalled på. Den blev nedlagt i 1930,  men blev i 2000  erstattet af det enestående Falkirkhjul, hvor rutebåde svinges i en cirkulær bevægelse af et kæmpehjul fra dets bund til dets top, 24 meter op. 

Flere steder blev vi mindet om betydningen af at udnytte vandveje med tilknyttede kanaler med sluser til transport, både fra Atlanterhavet til Nordsøen, men også til flydende transport af tømmer. Loch Ness er et led i den Caledoniske kanal, som ligger i en spalte, som deler Skotland i to.

Så vi var nok lidt mere turister end vi plejer at være; det gav imidlertid lidt mening, at der var temaer i det.

Vi blev snydt for den bjergjernbane,som fører næsten til toppen af bjerget Cairngorm med

 en stigning på 462 fra højden 632 til højden  1094 . Denvar nemli g lukket. Vi prøvede den i 2015 og havde gerne taget turen en gang til. Som trøst vandrede jeg 203 meter op, med en stigning på 23 %. Og hælen tog det pænt.

Vi var ved mange vandfald, blandt andet de berømte Fairy Pools på Isle of Skye. Det er en slette med et system af småfloder, som hver har op til tredive ret høje fald, som man kan følge langs en sti. Hvad der er rigtig mange turister som gør, nogle af dem bader endda. Man kan se et af faldene på videoen nedenfor. Vandfaldet på billedet er et andet sted.

Note om Jakobit opstanden.

 Den engelske konge Jakob II var konverteret til katolicismen, selvom England i 150 år havde været protestantisk, til stor fortrydelse for de fleste af magthaverne. Men da tronfølgeren, hans datter, var protestant, tog man det ikke så tungt, før han i 1688 som 55 åring fik en søn, som dermed ville være tronarving. Derfor blev han afsat og hans datter blev regent sammen med hendes mand William III (hans nevø !), som også var regent af Holland. De fik aldrig arvinger, og efterfulgtes af Jakobs anden datter, Dronning Anne (gift med den danske Prins Jørgen (ja ham med marchen)). Hun leverede heller ingen arvinger (trods 17 fødsler og aborter). Derfor blev en fjern slægtning  Georg fra Hannover konge.

I al den tid havde Jakobs søn, som også hed Jakob og boede i Rom og havde franske forbindelser, gjort krav på tronen.  Hans søn Charles, en nydelig ung mand kaldet Bonny Prince Charles, startede i 1745 et oprør med udgangspunkt i Inverness. Det greb hurtigt om sig og han stod for at indtage London, da det blev dårligt vejr. Derfor tral han sig tilbage til Skotland. I 1746 kom det til et mægtigt slag i de sumpede marker ved Culloden, nær Inverness. Halvdelen af hans styrke blev slagtet, og dermed var oprøret nedkæmpet. Sejrherren, den engelske konge, forfulgte og straffede de overlevende oprører og sympatisører med største voldsomhed. Slaget ved Culloden var det sidste (af mange) borgerkrigsagtige slag i Storbritanien.

Det interessante spørgsmål er hvordan kunne det overhovedet begynde godt for oprørerne og hvordan kunne det alligevel ende så galt. Hvilke kræfter var på banen.  Var Bonny Prince Charles blot en naiv optimist uden de nødvendige kompetencer, det er i hvert fald en af de forsøgte forklaringer.

Rejsebrev nr 3

Det var ikke alle turistbegivenhederne jeg fik med i forrige brev. F.eks fodaftryk fra dinosurer. Velannonceret, med skilte og plancher, men alligevel tilrettelagt så man har en fornemmelse af selv at opdage dem ved at søge rundt på stranden. Men ellers stod det sløjt til med dyrelivsopdagel/level-ser. Nessie så vi jo ikke rigtigt, heller ingen havørne, fjeldryper, flaskenæsedelfiner, som vi så sidst (2015). Det eneste var så en søpapegøje, som var afbildet på en lille cafe (The Wee Puffin) og de tamme høns, som trissede rundt på en af campingpladserne, og var kælesyge. En lille klat luddovne sæler. Til gengæld måger i hobetal, hvis natlige skrigen kunne holde os vågne, hvorsomhelst. Mytologiske væsener som enhjørninge og kelpies (heste som kan optræde som forførende ungersvende, et modstykke til alfer) støder man lejlighedsvist på. Men de tæller ikke med i dyreriget.

Men det gør heldigvis de hummere, vi købte spillevende hos en fisker. Så pyt, hummerne reddede ansigtet for Skotlands rige dyreliv, et vidunderligt måltid, alle mand i aktion, stikning, kogning, flækning, tilbehør.

Kogekunssten stod vi nu også mest selv for, på basis af prima råvarer, friskfanget og nyrøget laks, lammekød. Vi havde set frem til at spise på den berømmede fiskerestaurant "The Silver Darling" (kælenavn for sild) i Aberdeen, men der var udsolgt. Da vi nævnte vores plan på Facebook, fik vi endda anbefalinger fra kendere blandt vennerne. Ellers kunne man jo altid tage en gang fish and chips eller æg og bacon, og det var som regel bare som det var, bob, bob. Engelske æggeretter på morgenmadsmenuen kan stadig give os underholdende overraskelser.

Vi fik aldrig afprøvet nationalretten hachis (!)

Og vejret er stadig ikke noget at skrive hjem om.

Og så dog alligevel. Det er nu næsten en måned siden vi kom hjem og imellemtiden er vi taget til Sydspanien. Her er vejret dejligt. Sol fra en skyfri himmel, 34 grader midt på dagen, så alle former for badning er livsnødvendige. Og air conditioning. Vi er her for at besigtige Trines og Victorias nye gæstehus under konstruktion, som bliver bygget til os (!) og som vi får lov at bestemme indretningen af. Alt går så godt. Mere om det ved en anden lejlighed.

Rejsebrev nr 4

Som allerede antydet var vejret ikke noget at skrive hjem om. Men det skal jo alligevel omtales efter fortjeneste. Regn en god del af tiden, men ingen heldagsregn, kun helnatsregn. Solen havde en tilbøjelighed til at titte frem, når vi mest havde brug for den, dog først i allersidste øjeblik, men så er det jo også en lykkestund. Regnen kunne larme en hel nat med sin trippen på overteltet i dårligt selskab med vinden som ruskede. Den onde kombination kunne godt trænge gennem dugen og gøre sengetøjet (lidt) vådt. Det var så koldt om natten at vi måtte have masser af tøj på inklusive de fine skotskternede sjaler vi havde købt for deres nydeligheds skyld.

Nok om vejret, det er jo også snart strøget fra erindringen, som fortjent.

Sidste tema er samvær og folk. Det meste af tiden var vi sammen med familien, det er bare dejligt, vi har fundet vores rutiner, kender og respekterer vores grænser og udnytter vores individuelle kvalifikationer. Jeg er særlig taknemlig for Rikkes beslutsomhed om  spørgsmålet om vejen ad hvilken og om hvor skal vi sove i nat og Stina fænomenale forstand på at lægge en forbinding. 

Men vi havde jo ikke nok i os selv. Vi h, ar ret ni emt ved at komme i snak med godtfolk (mest på vores initiativ). Mobile home folkefærdet er lidt for sig selv. To grupper dominerer: Ægtepar noget op årene og langt oppe på vægtskalaen, som tilbringer dagen med at være til. Og unge par med mindr børn. Og så entusiaster der bruger mange timer på at få et telt op at stå i kraftig blæst og regn. Det er god underholdnng. 

Man får kontakten i stand ved at henvende sig og præsenterer sig. Det er kun mig der gør sådan. Man er allerede godt i gang, når man fortæller at man er fra Danmark eller hvis man udtrykker interesse for deres udrustning. De fleste kender ikke noget til Danmark, men en hel del har haft en relation. F.eks. den kiltklædte skotte med hund og en festlig veteran Morris Mascot, som han havde købt i Danmark. Eller den unge mand, som hørte os tale dansk, og derfor gerne ville lufte sit stammende fra et studieophold. Vi vaar især imponerede over at han og kærresten var på vej til Rom som de stod der og havde taget rygsækkene ud af bilen. Men de skulle nu bare til den lille ø Rum, syd for Isle of Skye.

Vi mødte også et rigtigt dansk par, han var mejeriingeniør, men var nu gået over i brintenergibranchen. Sjovt nok kendte han ret grundigt, Fjerritslev, herunder slagteriet, hvor jeg tilbrage en god del af min barndom.

Parret Charm og Ian snupper jeg direkte fra dagbogen for den 29, juli

...

Vi tager en tidlig aftensmad, et par ret ringe hotdogs fra en af boderne ved hestene.

Ved siden af os parkerer en meget specielt indrettet husbil. Mand og kone som er meget svære begge to bruger en halv time på at greje om, flytte ting fra køkken og soverum ind i førerkabinen. Der er orden og systematik i det. Hun er meget svær, og sidder resten af dagen på sin stol uden for døren, som åbner ind til alle herlighederne, krukker og køkkenudstyr hænger sirligt på kroge sammen med rejseplaketter. En dukke med girafhoved. Der er en højtplaceret plade som rummer deres seng, hvor manden har lagt sit kæmpe korpus. Jeg får en snak med dem. Charm og Ian. Han har selv indrettet vognen som han også skal bruge som firmabil. Vi undrer os lidt over hvordan de kommer to op på den højt beliggende sovebriks. De forklarer at de kan åbne bagdøren, så de kan komme ind fra hver sin side. De er enige i at det havde givet meget tummel hvis de skulle flytte deres korpusser henover hinanden. De ligger på tværs af længderetningen. De kommer her regelmæssigt, de elsker The Kelpies og kan fortælle om mytologien bag dem og om arrangementer i forbindelse med dem.

 ...

Og så et eksempel på skotsk gæstfrihed. Vandfaldet Bracking Falls var et af mine ønskemål, som vi havde måttet opgive. Men på en aftentur stod jeg pludselig ved det. Og fotograferede jeg ugenert et ungt selskab som sad på en klippe midt i et af faldende og de kvitterede ved at vinke mig nærmere og inviterede på burgere som de tilberedte på stedet. Og de fortalte om betydningen af dette vandfald for lokalbefolkningen (og for turisterne, som der var mange af)

ldag er å for vore hjemkomst fra Skotland, og dette er det sidste rejsebrev.Alting har en ende, selvom der var masser af løjerligheder jeg gerne ville have haft med for min egen erindrings skyld.

Vi har været en uge i Spanien for at være med til planlægning af det lille hus, som jeg introducerede i forrige brev.

I morgen tager vi hjem. Reparationerne efter vandskaden i april af sluttes forhåbentlig i dag. Så kommer vi hjem til forhandlingerne med forsikring om erstatning af vores skabe, som derefter skal monteres og opstilles. Og fyldes med indholdet af 30 flyttekasser som har fyldt vores underte etage i snart fem måneder.

Det skal blive dejligt at få det overstået, så vi kan gå igang med at forberede næste sommerferie. Måske skal vi også lige have overstået en rund fødselsdag.