Rejsebreve

Vi holder fast i traditionen med rejsebreve fra vores ture. Vi ved at mange har været glade for dem. Om du er en af dem, det ved vi ikke, listen over modtagere er meget lang, den omfatter nære venner og familie og en hel del som vi kun lejlighedsvis har forbindelse med.

Men først og fremmest så tvinger det os til at prøve at sætte vores oplevelser i perspektiv, mest for os selv.

På denne måde får vi også lejlighed til at meddele os til dem af jer, som ikke er flittige til at konsultere Facebook, hvor vi har sendt de nødtørftigste beretninger om vores færd.

I år var turen så intens, at der ikke blev lejlighed til at skrive breve undervejs, kun lejlighedsvise opslag på Face Book. Det bliver der så gjort godt for her. Men det bliver af samme grund ikke etaperapporter medreferencer til diverse gennemgående temaer. Det bliver i stedet drejet over nogle temaer med belysninger fra de forskellige sider af rejsen.

Det første tema er det evigt tilbagevendende. Hvordan bestemmer vi os for hvad vi skal. Nogle har spurgt os hvad det hele egentlig går ud på. Aner man en undren over forholdet mellem på den ene side de udfordringer, som vi kaster os ud i og på den anden side de forventninger mange har til hvad man i vores alder og tilstand mere kunne forvente. Det spekulerer vi jo også selv en del over, som regel mest, når det er overstået.

Sagt med det samme: det har været en blanding af udfordringer med en del frustrationer og helt vidunder stunder, som svarede til vores drømme og forventninger. Men der var ikke tidspunkter hvor vi skreg ”Hvorfor fanden gør vi det her?”. Derimod flere momenter, hvor vi har sagt at det her aspekt vil vi gøre anderledes næste gang.

Men for at ridse baggrunden op vil vi lige citere fra vores rejsedagbog, (som mest er lavet til vores private registreringer, men dog er tilgængelig for de nyfigne/modige på følgende link:

På farten med familien.

I juli måned kørte vi rundt i Bretagne i en camper van, California (i det følgende kort Cali), sammen med Troels, Rikke, Nicholai og Storm (i det følgende kort familien) som havde et større mobile home.

Stina og jeg rejste med tog til og fra Nantes og familien kørte hele vejen hjemmefra til Mont St Michel og hjem igen fra Nantes.

Hele ferien varede 17 dage. Stina og jeg rejste i tog dagene 1,2,16 og 17 og kørte og boede i Cali fra dag 2 til dag 16, altså fjorten overnatninger.

Undervejs mødte vi meget gode venner. Tre nætter og to steder holdt vi parkerede, der hvor Fritz og Kirsten havde lagt til med deres båd Hannah og vi havde mange gode oplevelser sammen med dem. To dage boede vi hos Tina, min veninde fra meget gamle dage, og blev overdådigt modtaget og beværtet. Og nød hendes have, katte og madkunst.

Ideen var opstået i efteråret, hvor familien havde bestemt sig for at gentage deres succes sidste sommer, den gang i Normandiet,men denne gang i Bretagne. Stina og jeg var på rundtur i Bretagne i 1984 i et af Svanholms rugbrød, udstyret med madrasser og stormkøkken og har siden tænkt på det, som noget vi gerne ville gøre igen. Ideen blev aktualiseret af vores fascination af de nye smarte camper vans i form af VW-California. De inviterede os til at følges med dem, og det sagde vi hurtigt og smigrede tak til. I september var California booket og betalt. I marts kunne vi gå i gang med at arrangere togrejsen, som "senior rail".

Det følgende er en beretning om turen, en dagbog, noget kortmateriale, lidt billeder og lidt facts. De gennemgående temaer er fyrtårn, gode venner, tidevand, klipper og det smukke Bretonske landskab. Og østers og andetgodt fra havet.

Ovenstående er introen til rejsedagbogen.

Det afgørende for at vi besluttede os var, at vi opdagede den mulighed der lå i at leje camperen i Nantes og tage toget til og fra på "senior rail", et fire dages pas for 1400 kr per person. Så klik, og bilen er booket. Vi kunne jo have vores bagage med i toget og hvorfor ikke også cyklerne, som kunne vise sig nyttige på rundturen.

På grund af tidspunktet gav vi afkald på vores sejltur, som vi tidligere har været i stand til at kombinere med køre/vandre ture i Lapland, Island og Skotland. Så her var der altså tale om et egentligt valg, lad os prøve noget nyt. Selvom det jo ikke var rigtig nyt, så talte det med i regnskabet som nyt og spændende men også lidt med at finde nogle spor til det fortiden. Altså ud fra mottoet om at lade de nye oplevelser være en generobring af og nøgle tiloplevelser i den svundne tid, så den ikke skulle forblive tabt. Nu var det et stort overordnet valg, mens det andre år har været et moment i overvejelserne om, hvad skal vi gøre i dag, tage det sikre, elskede og kendte eller det ukendte og pirrende. Det bleven vidunderlig blanding af minderne om det gamle, stederne og følelserne fra vores tur i 1984, og så vores besøg hos Tina som også tog os med på Memory Lane udover alt det spændende nye som hun kunne levere, fx turen ud til fyret på øen Île de Vierge.

Men det skulle vise sig at blive togturene, som gav alle udfordringerne langt ud over hvad vi havde forestillet os og som har fået folk til at undre sig over at vi orkede. Og kalde os seje. At være seje var bestemt ikke det, vi havde sat næsen op efter, tvært imod skulle det være bekvemt og uden stress. Når vi tænkte tog, gjaldt det mere noget i retning af vores vidunderlige bryllupsrejse med nattoget til Paris.

Men togturen. Der findes ikke længere noget, som ligner om et nattog til Paris. Det er temaet for det næste rejsebrev.

Kærlig hilsen Anders og Stina

 I første brev (rul opad, eller klik her) forklarede vi valget af sted og opholdsform, Bretagne og rundtur i camper. Dette brev er om turen til og fra. Hvorfor valgte vi at tage toget. Der er flere samvirkende grunde.

1.  Vi har altid elsket at køre tog. Da vi var unge tog vi både til Rom og Paris i tog med dejlige sovevognsmuligheder.
2. CO2 aftrykket, altså økologisk ansvarlighed eller politisk korrekthed.
3. En nem måde at få vores bagage herunder cykler med.
4. Prisen virkede rimelig, ikke dyrere end fly, ved at rejse på seniorrail (interrail for seniorer), hvad nogle af vores venner har prøvet og anbefalet.
   

Nogle af disse præmisser viste sig ikke helt at holde. Det var et omfattende arbejde at finde passende rejseplaner. De tre lande har meget forskellige procedurer for hvornår man kan forudbestille pladser. Men det havde vi fået styr på ved hjælp af DSB, DB og SNCF. Undersøgelserne var vi selv involveret i, men alle bestillinger blev bekvemt foretaget gennem DSB. 10 sæt pladsbilletter og en sovevognsreservation.

Hovedproblemet viste sig at være de mange togskift, fordi det var vældigt stressende både at få bagagen ud af toget (vi turde ikke vente tålmodigt på at være de sidste ude) og især at få den ind i og anbragt i toget. Folk har mere bagage med end der samlet er plads til. Dertil kom at jagten på den vogn vi havde plads i ofte var enerverende.

Turen frem bestod af fem togstrækninger og fire cykelstrækninger, turen tilbage af 6 togstrækninger, en busstrækning og fire cykelstrækninger. Det gav mange skift. Men det gik, selve cykelturene i Hamburg, Paris og Nantes var (stort set) behagelige, omend anstrengende. Men forsinkelserne og aflysningerne var alt for belastende. Hvem havde regnet med at netop DB skulle lave så meget rod i planerne. Nedenfor er der udskrifter fra dagbogen som går i detaljer med vores prøvelser. Læsningen kræver stærke nerver.

Hvad angår prisen, så var der nok ikke så meget sparet. Selve togrejsen kostede 1700 kroner for hver af os, hvortil kommer udgifter til sovevogn (700) og hotel (650). Fritz og Kirsten kunne i øvrigt fortælle os at der to gange om ugen er direkte fly fra København til Nantes (KLM). Billigt. Prisen var i øvrigt ikke så afgørende, det vigtige var at vi ikke skulle betale de uhyrlige priser der er på almindelige togrejser.

Alt i alt var togturen problematisk.  Aflysninger og alvorlige forsinkelser var skuffende og stressende, det kan man jo håbe på er bedre en anden gang, men vi er nok lidt skeptiske. De mange skift var enerverende, nok mest fordi vi havde truffet nogle uheldige valg vedrørende bagage. Det kan vi gøre bedre en anden gang, vi har allerede købt bedre tasker. En let taske og en cykel per mand kan vi godt klare. Om vi så gør det igen er en anden sag. Men det gør vi nok; vi er allerede i gang med at planlægge en tilsvarende tur til næste sommer. Og så drømmer vi om at man igen kan køre i nattog til Paris.

Kærlig hilsen, Anders og Stina.

Her følger et par  klip fra rejsedagbogen, som går lidt mere i detaljer med toglivets glæder og ærgrelser. Og fejltagelser. Hvis I har mod på det skal i læse om vores morgencykeltur fra hotellet til stationen.

11.juli. Taarbæk-Offenburg 

12. juli Offenburg-Nantes

(128 km. 16:15 - 18:12)

27. juli: Paris-Taarbæk.

 I første brev (rul opad, eller klik her) forklarede vi valget af sted og opholdsform. Det andet (rul opad, eller klik her) handlede om togturens glæder og sorger.

Nu kommer det egentlige: landskaber og vandskaber; spise og drikke. Og vejret.

Det dominerende element i Bretagne er kysten og den var vi ved så godt som hele tiden. Klippelandskaberne er meget specielle og afvekslende. Blødt afrundede og vildt forrevne. De kommer i partier karakteriseret af deres farve: Smaragdkysten, den rosa granits kyst osv. Og deres form; der kan være store glatte klodser som balancerer faretruende på de andre. Det var et af de fænomener, som vi havde været mest optaget af ved vores første tur og glædede os til at genopleve. Man kan beundre dem fra de perfekte strande (når der er højvande), som myldrer med liv, familier med hele strandudstyret. Kysten flænses af et stort antal indskæringer, fjorde, slugter og bugter, som giver meget spektakulære ture (på samme måde som Østsiden af Island) langs fjordsiden ind til en havneby med en bro og ud igen til kysten. Tidevandet giver enorme afvekslinger. Det forandrer store floder til mindre åer, smalle strande til kæmpe sandsletter og det fylder og tømmer havnene, bådene skifter mellem at ligge på den tørre bund og vugge på bølgerne. Vi var steder, hvor der var otte meters forskel på højeste og laveste vandstand og vi kunne følge hele forløbet. Vi måtte følge med i tidevandstabellerne for at vide hvornår vi kunne bade. Ved Pont de Diable kunne vi følge hvordan broen gradvist blev oversvømmet, så vi kunne forstå hvorfor mølleren havde været nød til at indgå en pagt med djævelen for at kunne bygge broen. (en myte som knytter sig til mange broer).

Ved kysten befinder sig også utallige fyrtårne fordi sejlads her har budt på mange udfordringer. Det blev ved et tilfælde til et tema for turen at se så mange fyrtårne, som kunne passes ind i programmet. Det gav mange skønhedsmæssige og udfordrende oplevelser. Det højeste af de fyr vi besteg var 83 meter højt og udfordrede med 392 trin og bød på et enormt og skønt panorama fra toppen. Alle fyrene var placeret på udsigtsmæssigt udsøgte pladser.

Derudover søgte vi ikke seværdigheder, på nær museet i Pont Aven, som centrerede sig og en kunstnerkoloni, en parallel til Skagensmalerne, som Gaugin havde taget initiativ til. Havnen i Brest bød på flotte sejlskibe, som vi holdt lige ud for og som skiftevis lå almindeligt til kaj og skiftevis kunne ses oppefra.

Vi løb ind i et formidabelt fyrværkeri i anledning af Bastilledagen, opover en sø, hvor vi tilfældigvis havde slået os ned.

Vejret var næsten som man kunne ønske, men lidt mindre regn og især lidt højere temperaturer ville ikke have generet (det var i den periode, hvor Sydeuropa var ved at omkomme af varme). Stormen kunne godt få vores lille bil til at ryste, men vi manglede den lidt, når vi var ved de barske forrevne klipper til at give en ordentlig brænding som man ser det på turistplakaterne.

Vi nød alle de Bretonske specialiteter, Østers og andre skaldyr, bretonske pandekager, enten som galetter, der kunne være søde (uhm), salte mm, bagt på boghvedemel eller fine tynde crepes. Hver by, ja hver gade næsten, havde et "creperie" og Tina kendte nogle helt udsøgte af slagsen. Og Tinas kogekunst var også bretonsk, se de svøbte torsk på billedet, og lad så de øvrige billeder fortælle resten.

I første brev (rul opad, eller klik her) forklarede vi valget af sted og opholdsform. Det andet (rul opad, eller klik her) handlede om togturens glæder og sorger.

Det tredje (rul opad, eller klik her) var om området: landskaber og vandskaber; spise og drikke. Og vejret.

Vi slutter af med personerne, familien, vennerne og folk som vi løb ind i.

Familien: Vi har jo en hel del gange holdt sejlerferie i følgeskab med Storm, Nicholai, Rikke og Troels (i det følgende bare familien) og det har altid været en god oplevelse. Så vi havde ikke betænkeligheder ved at gøre det igen, denne gang til lands. Vi har i fællesskab lagt planer i det meste af et år. Det var jo inspireret af to ting, nemlig at familien havde taget turen til Normandiet sidste sommer og nu gerne ville se Bretagne, og af at Stina og jeg havde turet rundt i Bretagne for fyrre år siden og havde drømt om at gentage det. (Det skal også lige nævnes at Stina længe har været besat af ferie i VW California). Og alt forløb på bedste måde svarende til alle forventninger. Vi nød hinandens selvskab, udnyttede hinandens kvalifikationer og havde det afslappet med det store spektrum af diagnoser, som vi tilsammen kan diske op med.

Troels brillerede som chauffør af det store skrummel, rundt i de smalle gader, rundt om skarpe hjørner, lange ture i bak på smalle befærdede veje. Frygtløst og imponerende. Dejligt at han kan på trods af den Parkinson, han nu desværre endeligt har fået som diagnose.

Rikkes diagnoser gjorde hende til den perfekte logistikchef, et meget vigtigt job. Der skulle findes steder til overnatning (med skiftende niveau af service efter aktuelt behov), seværdigheder undervejs, påfyldning af diesel, aftømning af spildevand og lokum. Desuden forslag til seværdigheder og udsigter. Udvalg af passende fyrtårne. Skemalægning af indkøb af forsyninger. Integrering af individuelle ønsker om strande, museer, borge og besøg af venner. Jagt på creperier. Og vigtigst måske lægning af ruten ved hjælp af Google Maps og formidling af den.  At overlade det hele til Rikke var effektivt og sikrede at vi slap for anstrengende diskussioner om hvad og hvor. Og vi var godt tilfredse med resultatet.

Det er for mig altid lidt af et spørgsmål om hvad formålet er med at mødes på rejse med venner, som vi har god lejlighed til at møde hjemme. Men hvad angår Frits og Kirsten var der klart tale om en berigelse af selve rejsen. Dels var de meget gæstfrie og hjælpsomme. Dertil kom at det er den måde vi kan møde disse verdensfarere og langturssejlere, de er næsten altid afsted. Vi har ofte ligget bord til bord, men nu var vi altså landbårne. De havde fundet den havn, hvor det var mest bekvemt for os at ankomme til Bretagne og da vi skulle hjem igen lå de tilfældigvis på et for os meget velegnet sted, kort fra hvor vi skulle aflevere bilen. Tilmed har de et par cykler, Brompton, som vores og vi fik nogle fine ture sammen, hvor vi kunne drage nytte af deres (hurtigt tilegnede) stedkendskab. Vigtigst af alt er, at de meget interessante at være sammen med, vi har mange fælles interesser at tale om. Nu er de på vej videre sydpå til Spanien. Vi kan nemt holde styr på deres færd via nettet. God tur videre Frits og Kirsten!

Tina, min veninde, som jeg mødte i 1961 på en rejse der varede tre uger rundt i Sverige. Vi var et hold med en fra hvert af 30 gymnasier, som Foreningen Norden arrangerede. Det viste sig at vi alle fandt meget fint sammen, vi havde fundet, at vi havde meget tilfælles, og vi mødtes en del, en hel del af os flere gange om måneden. Senere har vi markeret det med jubilæer. Vi er en fast kerne på et lille dusin, som stadig ses ofte og betragter hinanden som bedste venner. Dertil hører Tina nu ikke, fordi hun næsten hele sit liv har levet i Europa, mange år som EU-tilknyttet i Bruxelles og de seneste år i Bretagne som meget aktiv pensionist. Den modtagelse vi fik var helt overdådig. Vi boede hos hende to nætter og hun diskede op med spændende oplevelser og dejlig mad; den første aften i nabolaget, hvor hun deltager i en månedlig fællesspisning. Denne gang var det paella, kogt og stegt på en kæmpepande (1 meter i diameter). Så fra nu er hun virkelig en af vores bedste venner og vi håber på snart at se hende på besøg her hos os. Det har du lovet, Tina.

Derudover har vi nemt ved og elsker at komme i kontakt med folk vi tilfældigvis møder. Som den gamle mand på Gare Montparnasse, som inspireret af vores cykler fortalte om sit liv som cykelsmed. Han syntes at breton'ere var et mærkeligt folkefærd, og han gav os ikke points for de danske triumfer i Tours de France.

Så var der danskeren, som stoppede op da hun tilfældigvis hørte dansk i forbifarten og kunne fortælle om den skæbne som havde ført hende til Frankrig. Fyrværkeriet ved søen fik vi forklaret af de nærmeststående, som også havde gode råd til steder at se. Det giver også anledning til udveksling, hår man har natteparkeret ved siden af andre i tilsvarende ærinde med fælles erfaringer. Og så glemmer jeg aldrig damen fra DSB's rejsecenter, som bragte os ud af vores penible situation efter forsinkelsen i det tyske tog, stille og roligt, dæmpende og beroligende mens jeg stampede gennem toget, fordi jeg fik hendes opkald på et helt forkert sted. Og hjælpsomme medrejsende, som på eget initiativ hjalp os ud og ind af togene.

Dette er det sidste rejsebrev fra en dejlig rejse, med gode oplevelser og mange udfordringer og meningsfyldte møder med dejlige mennesker.

Succesen skal jo også vurderes på om vi kunne finde på at gøre det igen.

Vi er faktisk i gang med at planlægge en gentagelse i Skotland næste sommer.