Lystsejlads er skrevet af PH, den er hyggelig og lyrisk og slet ikke med den brod og den alvor der tit er hos PH. Melodien blev populær, da den blev sunget af Kjeld Ingrish og ofte bragt i ønskekoncerten.

Min yndlingslinje er "Måne og morild og muld", som jeg citerer ved enhver (passende) lejlighed.

Den velsiddende melodi er skrevet af Jens Chr Hostrup.

 

Lystsejlads

Solen står op i brunt anløbet sølv.
Skipperen rejser sig halvt og råber på øl.
Hostende tørner jeg ud, vågen til dåd:
To pilsnere i en snor efter en båd.

Fokken og storsejlet står fine og fyldt.
Tænk hvor en bajer er skøn grøn og forgyldt!
Første ration får sin dåb, kølig og våd:
To pilsnere i en snor efter en båd.

Bovskummet står om hver hals vinger af vand!
Andrikken springer i brunst efter sin and,
men hun har anbragt sin dyd trygt i en tråd:
To pilsnere i en snor efter en båd.

Soldagen går med sit slid. Pilsnernes skift
deler den ind i en sval passende drift.
Hunnen er stadig intakt hanøllen kåd:
To pilsnere i en snor efter en båd.

Fyrskibet blinker diskret fra Falsterbo.
Morild og måne og mulm omgir de to.
Stjernerne skrider. Laurentius brister i gråd:
To pilsnere i en snor efter en båd.