Mandalay:

Mandalay er skrevet af Kipling 1890, nogle år efter at England havde gjort Burma til en koloni, og er vel et udtryk for hans (og Boris Johnsons) afslappede forhold til imperialismen. Den hører til en samling soldatersange. Her har vi en stakkels soldat, som aldrig er blevet den sammen efter hjemsendelsen og jamrer sig på cockney. Det er interessant at følge teksten og forsøge at danne sig et indtryk af hans karakter.

Er han så poetisk og romantisk, som en mulig læsning af teksten lægger op til og som i Mogens Wieth udgave næsten bliver parodisk i hans affekterede diktion og lidt utroværdig i sit skønsanglige foredrag.

Eller er det bare en primitiv soldat der vil ud der øst for Suez, hvor en mand kan føle tørst og de ti bud ikke gælder. Og så er der linjen "og da jeg tog til at kysse, hun sin gud i stikken lod".

Denme udlægning passer med den oprindelige melodi som var mere militaristisk, men som overdrives helt vildt i den udgave,  som Four Jacks gjorde populær.

Mogens Wieths udgave kom i 1942, altså kort før jeg blev født, og er meget mere lyrisk, en poetisk. Den blev straks meget populær og var fast nummer på ønskekoncerten, som var kernen i min barndoms musikliv. Og så blev alle drenge i de følgende årgange døbt Mogens, vi har et par af dem her idag.

Og den var et sikkert nummer i ønskekoncerten.

Teksten er oversat (eksemplarisk) af Kai Friis Møller og melodien er skrevet af Erling Winkel.

Ved den grå Moulmein Pagode, med sit Blik mod Havets blaa,
sidder der en Burma Pige, ak og mig hun tænker paa.
Hvisker Palmesuset ikke, synger Templets Klokker ej:
Kom igen, Soldat fra England, kom igen til Mandalay!
     Kom igen til Mandalay,

     ad Flotillens gamle Vej,
husker du Pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
O, den Vej til Mandalay, fuld af Flyvefisk i Leg,
og hvor Solen brød som Torden frem bag Kinabugtens Kaj!

Gult var Skørtet, grøn var Huen, som min Burma Jomfru bar,
Supiyawlat hed hun - samme Navn, som Theebaws Dronning har.
På en hvid Cerut hun røg, da første Gang hun for mig stod,
og hun ødsled kristne Kysse på en hedensk Afguds Fod.
     Kun af Snavs den Gud bestod,

     kaldtes Buddha, vis og god,
men da jeg tog til at Kysse, hun sin Gud i Stikken lod.
O, den Vej til Mandalay ...

Når hver Rismark drev af Taage, og det led mod Solnedgang,
greb hun i sin lille Banjo, og Kulla-lo-lo hun sang.
Kind mod Kind vi sad og så på Bugtens Baade, Stavn ved Stavn,
saa den store Hathi gøre som en Tømmerlæmper Gavn.
     Stable teaktræ Favn på Favn,

     i den sjip-sjap-våde Havn,
hvor der var saa tavst, jeg næppe turde viske hendes Navn.
O, den vej til Mandalay ... 

Alt det ligger Aar tilbage og er milelangt fra mig,
og fra Bank of England gaar der ingen Bus til Mandalay.
Hvad det gamle Mandskab siger, maa jeg sande højlig her:
"Den som østen først har kaldt paa kan kun trække der sit Vejr!"
     Alting er mig til Besvær,

     paa den Lugt af Hvidløg nær,
og det Solskin og de Palmer, og de Klingre Klokker der.
O, den Vej til Mandalay ... 

Jeg er syg nu af at slide paa de skidne Fortovssten,
og den fæle London-Støvregn går mig gennem Marv og Ben.
Vel halvhundred Piger har jeg her, fra Chelsea og til Strand,
der kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tror, de kan.
     Skabt som Køer - aa jøs hvordan

     skal jeg tro, de elske kan,
som min kære skære jomfru i det kønne grønne Land!
O, den Vej til Mandalay ...

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste Mand er først,
hvor de ti Bud ikke gælder, og hvor Folk kan føle Tørst.
For nu kalder Templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg laa
ved den grå Moulmein Pagode og betragted Havets Blaa.
     Ak, den vej til Mandalay,

     hvor Flotillen tog den vej,
med de Syge under Solsejl, da vi gik til Mandalay!
O, den Vej til Mandalay ...

Noter: Theebaw og Supilajvat var det kongepar som englænderne afsatte. Supilajvat røj cerutter.

Man kommer til Mandalay ved at sejle 500 km nordpå fra Rangoon ad floden Irivaddy.

Hahti er en indisk betegnelse for en elefant.

Kiplings engelske (cockney) tekst

By the old Moulmein Pagoda, lookin' eastward to the sea,
There's a Burma girl a-settin', and I know she thinks o' me;
For the wind is in the palm-trees, and the temple-bells they say:
"Come you back, you British soldier; come you back toMandalay!"
        Come you back to Mandalay,
        Where the oldFlotilla lay:
Can't you 'ear their paddles chunkin' from Rangoon to Mandalay?
On the road to Mandalay,
Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!

'Er petticoat was yaller an' 'er little cap was green,
An' 'er name was Supi-yaw-lat -- jes' the same as Theebaw's Queen,
An' I seed her first a-smokin' of a whackin' white cheroot,
An' a-wastin' Christian kisses on an 'eathen idol's foot:
        Bloomin' idol made o'mud --
        Wot they called the Great Gawd Budd--
Plucky lot she cared for idols when I kissed 'er where she stud!
On the road to Mandalay . . .

When the mist was on the rice-fields an' the sun was droppin' slow,
She'd git 'er little banjo an' she'd sing "Kulla-lo-lo!"
With 'er arm upon my shoulder an' 'er cheek agin' my cheek
We useter watch the steamers an' the hathis pilin' teak.
Elephints a-pilin' teak
In the sludgy, squdgy creek,
Where the silence 'ung that 'eavy you was 'arf afraid to speak!
On the road to Mandalay . . .

But that's all shove be'ind me -- long ago an' fur away,
An' there ain't no 'busses runnin' from the Bank to Mandalay;
An' I'm learnin' 'ere in London what the ten-year soldier tells:
"If you've 'eard the East a-callin', you won't never 'eed naught else."
        No! you won't 'eed nothin' else
        But them spicy garlic smells,
An' the sunshine an' the palm-trees an' the tinkly temple-bells;
On the road to Mandalay . . .

I am sick o' wastin' leather on these gritty pavin'-stones,
An' the blasted Henglish drizzle wakes the fever in my bones;
Tho' I walks with fifty 'ousemaids outer Chelsea to the Strand,
An' they talks a lot o' lovin', but wot do they understand?
        Beefy face an' grubby 'and --
        Law! wot do they understand?
I've a neater, sweeter maiden in a cleaner, greener land!
On the road to Mandalay . . .

Ship me somewheres east of Suez, where the best is like the worst,
Where there aren't no Ten Commandments an' a man can raise a thirst;
For the temple-bells are callin', an' it's there that I would be --
By the old Moulmein Pagoda, looking lazy at the sea;
        On the road to Mandalay,
        Where the old Flotilla lay,
With our sick beneath the awnings when we went to Mandalay!
On the road to Mandalay,
Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!